Jeg er som en junkie_AdobeStock_93288445.jpeg
 

Tekst: Susanne H. Knudsen. Foto: Colourbox. Artikel i Kristeligt Dagblad, august 2010.

Jeg er som en junkie, der har brug for et fix

Med Challenge Copenhagen får Danmark den 15. august sit største triatlonstævne til dato, og denne dag stiller ikke kun toptrænede atleter til start. Helt almindelige danskere har også fået smag for ekstremsport. En af dem er 49-årige Pernille Bergmann.

Pernille støttede sig til sine krykker, mens hun bøjede sig i smerte midt på Aalborgs julepyntede gågade. Hun havde taget bussen ind til byen, så hun selv kunne købe julegaven til sin datter, men smerterne ville ikke lade hende gå længere. Sådan havde det været siden, hun blev gravid.

”Du er heldig, hvis du kommer til at gå igen,” lød lægernes dom.

Dette var i 1998, og episoden på gågaden står stadig printet i 49-årige Pernille Bergmanns hukommelse, for i lang tid så det ud til, at lægerne fik ret. De sidste fire måneder af graviditeten var hun på grund af bækkenløsning bundet til en kørestol, og efter sønnen Sejrs fødsel og intensiv genoptræning kunne hun på gode dage kun gå 200 meter ad gangen. Alligevel har hun her 12 år senere ikke alene genvundet sin førlighed, men kan stolt fremvise en lille skulptur med påskriften ”Den Nordjyske Idrætspris 2008” som det synlige bevis på, at hun også har opnået store, sportslige præstationer.

”Jeg tog et aktivt valg om, at jeg ville være der for mine børn og for mig selv,” fortæller Pernille Bergmann om vendepunktet, der kom i 2003, da hun ud over bækkenløsningsproblemerne også fik konstateret for højt blodtryk. Tanken om at tage medicin resten af livet var mere, end hun kunne klare, og derfor meldte hun sig ind i en løbeklub for at motionere sig til et lavere blodtryk. Snart gennemførte hun også sit første motionsløb, og selvom den nordjyske bioanalytiker kom sidst i mål, havde hun fået blod på tanden og gennemførte i 2004 sin første maraton.

”Det var en meget stor og meget speciel oplevelse. En af mine kammerater fra løbeklubben mødte mig ved de 30 kilometer og heppede mig i mål. Sådan har det været hele vejen, man kommer ikke så langt, som jeg er kommet, alene,” understreger Pernille Bergmann.

Det var derfor også naturligt for hende at følge veninderne fra løbeklubben, da de begyndte at træne til en ironman-konkurrence. Det betød, at hun den 24. juni 2007 klokken 6.20 sprang i Europakanalens iskolde vand ved Roth i Tyskland og svømmede 3,8 kilometer, inden hun cyklede 180 kilometer og sluttede af med et maratonløb.

”Jeg brækkede mig allerede to gange inden for de første 10 kilometer af cykelturen, og jeg var så dehydreret, at jeg på et tidspunkt løb den forkerte vej, men jeg kan huske, at jeg tænkte: ’For otte år, tre måneder og tolv dage siden, kunne du ikke gå 200 meter, og nu gennemfører du en ironman’. Det var helt vildt stort,” erindrer Pernille Bergmann.

Hun er dog langtfra den eneste motionist, der i dag gør topatleterne følge ved verdens ironman-stævner. Triatlon, der kan trænes på forskellige niveauer med ironman-distancen som den hårdeste, er på verdensplan den hurtigst voksende sportsgren, og herhjemme har Dansk Triathlon Forbund alene det seneste år oplevet en medlemsfremgang på ca. 17 procent.

”Engang hørte maratonløb til ekstremsport, men sådan er det ikke længere. Folks grænser rykker sig hele tiden, og i dag er en ironman den ultimative motionistdrøm. Det er ikke usædvanligt, at en familiefar river tre måneder ud af kalenderen for at opnå sin drøm om at gennemføre en ironman, eller at en kvinde begynder at træne til en ironman, når børnene er blevet store. Hvis man vil have et startnummer til ironman-konkurrencerne i Europa, USA eller Brasilien, skal man faktisk være ude ti måneder i forvejen, fortæller generalsekretær og sportschef i Dansk Triathlon Forbund Morten Fenger.

Kom nu, det går fint. Du kan sagtens.”

Pernille så Karl løbe tre meter foran. Lige nu løb han kun i det halve af sit eget tempo for at følges med hende. Hun ville ønske, at hun havde taget løbesko på, som han havde gjort, og ikke støvler, selvom sneen lå i et højt lag omkring hende, men det var næsten umuligt at bevæge sig i de tunge støvler. Vejret var ellers perfekt. Minus syv grader, lidt sol og en anelse medvind. Men hun kunne mærke tørsten presse på. Hun skulle bare klare 15 kilometer, så ventede hendes energidrik. Den særlige drik, hun altid selv blandede af lige dele cola og vand, så hun ikke fik kramper. Endelig var hun fremme ved depotet, men sodavanden var væk. Hun havde desperat brug for den, men det hjalp ikke at stoppe nu. 15 kilometer længere fremme ventede endnu en energidrik. Den eneste måde, hun kunne få fat på den, var ved at løbe videre.

Dette var i 2008. Pernille havde i foråret vundet ”Den Nordjyske Idrætspris”, og de 100.000 kroner, der fulgte med, brugte hun på at løbe maraton over indlandsisen i Grønland. Hun havde på dette tidspunkt gennemført flere maratonløb og to ironman-konkurrencer, og fysisk træning var så stor en del af hendes liv, at ikke engang en galdeblæreoperation kunne stoppe hendes forberedelser til næste udfordring: et maratonløb i Chicago. Allerede dagen efter operationen sled hun hospitalsgangene tynde med sit dropstativ, og fem dage senere begav hun sig ud på sin sædvanlige løbetur.

” Jeg er som en junkie, der har brug for et fix. Løber jeg ikke, får jeg abstinenser, og jeg bliver sur og irriteret, og min krop får det dårligt,” forklarer Pernille Bergmann, som til gengæld er mindre sikker på, hvad det er, der driver hende til hele tiden at udfordre sig selv i ekstreme sportsgrene.

”Måske er jeg bare gjort af et andet stof end andre mennesker. Mange kvinder med bækkenløsning giver op, men jeg vil være en aktiv del af mit eget liv og ikke bare tilskuer.”

Dette kan mange danskere nok nikke genkendende til. Uanset om vi åbner egen butik, sejler over Atlanterhavet eller gennemfører en sportslig udfordring, skaber vi fortællinger om os selv gennem vores præstationer, og i den forbindelse giver ekstremsport særligt mindeværdige fortællinger. Det kræver nemlig både udholdenhed, styrke og lang forberedelse at gennemføre en ironman-konkurrence eller et ultraløb, og derfor indeholder disse sportsgrene alle elementer til et rigtigt drama, som bagefter tryllebinder venner, familie og kollegaer.

”På den måde får det at dyrke ekstremsport betydning for vores selvværd, som vi danner på baggrund af andres anerkendelse. Samtidig styrker det vores opfattelse af os selv og dermed vores selvtillid - særligt hvis vi formår at vende en offerhistorie om sygdom til en succesfuld udviklingshistorie. Det kan vi nemlig også bruge på andre områder af vores liv og dermed skabe forandringer i fremtiden ved for eksempel at sige: ”Er jeg i stand til at gennemføre en maraton, efter jeg har været så syg, så kan jeg også få et nyt job, finde en kæreste og så videre,” fortæller Morten Hansen, der er cand.scient. i idræt og psykologi og arbejder som underviser og sportspsykologisk konsulent for Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark.

Ekstremsport handler derimod i langt mindre grad om at få motion og opbygge en sund krop. Faktisk er der større risiko for, at et løb ved høj intensitet belaster muskler, sener og led, end moderat træning gør, men ekstremsport er alligevel en måde at komme i kontakt med kroppen på og mærke, at man er i live, hvis man som Pernille Bergmann har kæmpet mod en alvorlig sygdom.

” Efter man har været syg, er man nødt til at møde sig selv på en ny måde og bruge de ressourcer, sygdommen har foræret en. Tag bare en person som Lance Armstrong. Han har mødt sine grænser eksistentielt og har udnyttet det til at blive en bedre sportsmand, siger Julie Midtgaard, som er cand. psych. og seniorforsker ved Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og Omsorgsforskning (UCSF) på Rigshospitalet. Hun beskæftiger sig blandt andet med kræft og træning og var i 2007 med til at støtte 12 unge kræftoverlevere i at gennemføre ”The Kiliman”. Dette er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor deltagerne først bestiger Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, og derefter cykler 248 kilometer på mountainbike rundt om bjerget, inden de slutter af med at løbe en maraton.

”Når vi dengang satte overlæggeren så højt, som vi gjorde, var det for at modsvare den sygdom, deltagerne havde haft. For de unge gav det god mening at gå ud i ekstremerne og vise, at de havde vundet livet tilbage, og for dem blev det en måde at sætte punktum på.

Som Pernille Bergmanns beretning viser, er det dog ikke alle, der sætter punktum, efter de én gang har presset sig selv til det yderste i en ekstrem sportsgren. Og det er der faktisk en enkel, biologisk forklaring på, mener professor Verner Møller fra Institut for Idræt ved Aarhus Universitet, som har forsket i ekstremsport.

”Ekstremsport er en måde at få brugt det biologiske beredskab, der ligger i os alle. I vores samfund venter ingen løver om det næste hjørne, vi kan allerhøjst blive gjort opmærksomme på, at vi har et beredskab over for farer ved en farlig situation i trafikken. Vi får dog aldrig udløsning for spændingen, og den bliver siddende i kroppen, med mindre man kaster sig ud i farlige situationer som for eksempel at klatre op ad en stejl væg. Det er angstprovokerende, men når man har overlevet det, oplever man den totale glæde over at have overvundet konkret fare, siger han.

Umiddelbart ser det heller ikke ud til, at interessen for de ekstreme, individuelle sportsgrene aftager i den kommende tid. Morten Fenger fra Dansk Triathlon Forbund melder allerede nu om stor interesse for Challenge Copenhagen, der begynder i Amager Strandpark den 15. august. Dette er det hidtil største triatlonstævne på dansk jord, og her er ironman-distancen også på programmet. Forklaringen på, hvorfor det tiltrækker både motionister og professionelle sportsfolk skal ifølge Verner Møller måske findes i den aktuelle, økonomiske situation, der i øjeblikket præger det meste af verden.

”I arbejdslivet er vi under stigende pres - især lige nu, hvor vi befinder os i en krisesituation. Vi får i den forbindelse at vide, at vi skal arbejde os ud af krisen, for ellers går væksten i stå, og det giver os en oplevelse af, at vi er truet, og kroppen er derfor i beredskab. Men da vi reelt intet kan gøre ved situationen, bliver spændingen ikke udløst, og så får vi stress. Den usikre arbejdssituation, hvor vi ikke ved, om vi bliver fyret eller ej, efterlader os også med følelsen af, at vi ikke kan styre vores liv, og det er noget, vi får det dårligt af. Vi har derfor brug for at få kontrol over situationen og føle, at vi kan magte hverdagen, og her kommer ekstremsport ind i billedet. Når vi kæmper med at gennemføre en ironman eller klatrer op ad en stejl bjergvæg, tænker vi ikke over, om vi måske bliver arbejdsløse eller alvorligt syge. I det øjeblik handler det kun om at klare udfordringen, og bagefter tænker vi kun over, at vi klarede det mål, vi satte os. Vi har derved overvundet faren og genskabt følelsen af kontrol.”