Musik holder hjernen i gang - Lars Lilholt.jpg
 
Tekst: Susanne H. Knudsen. Foto: Presse. Artikel til Dit Blad, januar 2016.
 

Musik holder hjernen i gang

Lars Lilholt er en af de danskere, der har haft Alzheimers sygdom tæt inde på livet. Indimellem frygter han derfor, at sygdommen også en dag rammer ham. Men her og nu vælger han at se lyst på fremtiden og ride på den bølge af succes, han lige nu oplever.

I mere end 30 år har han været et fast indslag på diverse musikfestivaler og i koncerthuse landet rundt. Samtidig står han bag en af danskernes yndlingssange, ”Kald det kærlighed”. Alligevel er det som om, det er lige nu i en alder af 62 år, Lars Lilholt for alvor får sit folkelige gennembrud. Hans nye album ”Amulet”, som er det 28. af slagsen, høster roser hos alle anmeldere, og billetterne til hans kommende vinterturné er revet væk.

- Jeg er blevet hip igen. Det er sjovt. Jeg har bare gjort det, jeg altid gør, for det er det, jeg gør. Den plade, som jeg har lavet nu, minder måske mest af alt om de plader, jeg lavede sidst i halvfjerdserne med det band, der hed Kræn Bysted’s. Meget folkagtigt med akustisk guitar og banjo og masser af korsang. Men på en eller anden måde har det ramt ned i tidsånden.  Jeg kan ikke forklare det, men jeg kan sagtens finde ud af at nyde det, fortæller Lars Lilholt og fortsætter grinende:

- De unge piger pifter også pludselig efter mig på gaden, og det er da hyggeligt. Det betyder, at jeg må have gjort indtryk på dem.

Tv-program gav ny interesse
Der er ingen tvivl om, at denne ny vundne popularitet i høj grad hænger sammen med TV2-programmet ”Toppen af Poppen”, som rullede over tv-skærmene i sensommeren.

- Det var et strålende program og nogle gode kollegaer, jeg var sammen med. De var åbne og tillidsfulde, og de tog deres metier alvorligt. Det kan jeg godt lide. Jeg tager ikke mig selv højtideligt, men jeg tager mig selv dybt alvorligt. Fanden stå i at bruge sit liv på musikken, hvis ikke det er for alvor. Men jeg har kunnet mærke, at det program brændte igennem. I flere uger var det det mest sete program i Danmark, og det har været med til at give en ny interesse for mine udgivelser og koncertvirksomhed. Det, synes jeg, er rigtigt, rigtigt dejligt. Så lige nu rider jeg på denne bølge og nyder det.

Et liv uden arbejde
Men selvom karrieren altså kører på skinner, lyver fødselsattesten ikke. Folkemusikeren nærmer sig pensionsalderen.  Alligevel har han ingen planer om at lægge guitaren på hylden.

- Jeg ville få svært ved at finde mening, hvis ikke jeg udgav musik og turnerede. Da jeg var helt ung, tænkte jeg, hvis jeg kan komme igennem den her tilværelse uden at arbejde, vil det være stort. Og jeg har aldrig betragtet det at kunne leve af at spille musik som et arbejde, men som en privilegeret tilværelse, og det gør jeg stadigvæk. Jeg har selvfølgelig måttet tage en masse valg i livet – også nogle der betød usikkerheder i perioder, men så har jeg også været heldig og flittig. Så nu tror jeg, at jeg kommer gennem tilværelsen uden at arbejde. Selvfølgelig er det nogle gange anstrengende, og jeg kan være enormt træt nogle gange, men det spekulerer jeg ikke så meget på, for jeg synes stadigvæk, at det er en gave at få lov til at underholde folk. Når jeg står oppe i Skovdalen hver sommer, som jeg har gjort de sidste 25 år, og der står 5-6.000 mennesker, og vi sammen nedbryder grænsen mellem scene og publikum og bliver en stor organisme, der giver den en over nakken, så går folk en lille smule gladere hjem, end de kom. Det bærer lønnen i sig selv. Jeg har derfor ikke spekuleret over, at jeg ikke skal gøre det mere, jeg er mere bekymret for den dag, hvor jeg ikke kan gøre det mere.

Alzheimers stjal morens liv
Et gran af alvor har nemlig sneget sig ind i Lars Lilholts liv og fået ham til at spekulere over livets forgængelighed. Musikeren beder derfor også i sit stille sind ofte en bøn om, at han har arvet sin 92-årige fars gener og ikke sin mors, for hun blev ramt af Alzheimers sygdom. Allerede da hun var i slutningen af tresserne, begyndte hun at vise de første tegn på den alvorlige demenssygdom. Først mistede hun sin pli, og derfra gik det kun ned ad bakke. De følgende 11 år blev hendes tilstand kun værre, inden hun i 2010 døde i en alder af 80 år.

- Det er forfærdeligt at være pårørende til en, der har Alzheimers. Min mors liv var helt formørket. Det var sgu ikke noget værdigt liv. Jeg skrev min selvbiografi ”Drømme og dæmoner” lige omkring det tidspunkt, min mor døde, og i virkeligheden handler bogen lige så meget om hende som om mig. Det fylder så meget, mens det står på. Det var skrækkeligt at miste min kloge og intelligente mor. Og tiden var også hård for min far, men til gengæld voksede han voldsomt med opgaven. Jeg har virkelig megen respekt for, hvordan han tacklede det som gammel mand. Han insisterede på at passe hende så længe, det overhovedet kunne lade sig gøre, men til sidst ville det have slået ham ihjel at blive ved. Vi sendte ham derfor på ferie, og så sørgede mine søskende og jeg for, at hun fik en plads på plejehjemmet Mastruplund i Støvring, hvor hun boede de sidste år af sit liv.

Hjernen holdes i gang
Med den historie i bagagen er det forståeligt, at frygten for selv en dag at blive dement har sneget sig ind i Lars Lilholts liv. Flere medlemmer af familien er nemlig gennem årene blevet ramt af Alzheimers – også Lars Lilholts elskede mormor.

- Hver gang jeg ikke kan finde mine bilnøgler, siger jeg ”åh nej, nu har jeg fået Alzheimers”. Men det er jo bare fordi, jeg ikke kan huske, hvor jeg har lagt dem. Heldigvis er det også mest kvinderne i familien, der får sygdommen.  Det plejer jeg at sige til mine søstre, griner han.
- Men selvfølgelig frygter jeg det, jeg tror dog bare, at man så må holde hjernen i gang. Jeg kan 300 sange udenad, samtidig tror jeg på, at musik er med til at holde hjernen i gang. Det kan jeg også se på min far.

Kampen mod dæmonerne
Det er dog heller ikke første gang i musikerens liv, alvorlig sygdom lurer i baggrunden. Lars Lilholt voksede op i begyndelsen af halvfjerdserne, da hippietiden blomstrede, og han sparede heller ikke sig selv, da han senere tog hul på sit musikerliv. Lange turneer, fester og rusmidler blev en del af hverdagen.

- Jeg tilhørte den del af ungdommen, der var flippere og gerne ville ryge hash og gik ind for rockmusik. Det kan godt have nogle konsekvenser i tilværelsen, lyder det tænksomt fra Lars Lilholt.

Efter flere års kamp med angst og tvangstanker blev han til sidst som 30-årig henvist til en psykiater i Kattesundet i Aalborg.

- Der gik jeg til samtaler i tre år. Det var en stor lettelse og hjælp. Det kan jeg kun anbefale. Jeg tror, at det var en hashpsykose, der satte det i gang, men det var svært at styre mine tanker og få kontrol over mit liv, så det brugte jeg den gamle psykiater til.

Eksil-aalborgenser på 42. år
Alligevel tænker Lars Lilholt i dag tilbage på sin barndom og ungdom med glæde. Som syvårig flyttede han fra Herlev til Aalborg, hvor hans far fik job, og begge forældre havde familie.

- Jeg kan stadig huske den dag, jeg kom til Aalborg. Jeg boede i boligforeningen Bakkebo på Vestre Allé, og jeg stod den første dag i kælderskakten til det rækkehus, vi skulle bo i, og så stod der 20 børn og kiggede på ham den nye, der var kommet fra København. Hver eneste gang, jeg åbnede munden, skreg de af grin, for jeg snakkede jo københavnsk. Det gik mig så meget på, at jeg løb ned til min farfar, der boede på Kærlundsvej og sagde ”du bliver nødt til at hjælpe mig”. Jeg tror, jeg lærte at tale aalborgensisk på tre dage, og derefter havde jeg en fantastisk tid i boligforeningen Bakkebo, som jeg opfatter som mit barndomshjem. Faktisk ser jeg også stadig mig selv som aalborgenser, selvom jeg har boet i Silkeborg i 42 år.

Fakta:

  • Lars Lilholt er født i 1953 på Nørrebro i København
  • Han er opvokset i Aalborg, men flyttede som 20-årig til Silkeborg for at læse til lærer
  • Han er gift med Ninna, og sammen har de to børn. Derudover har han en datter og en papsøn fra et tidligere ægteskab
  • I 2010 mistede han sin mor, som i 11 år havde haft Alzheimers sygdom
  • Han spillede først i bandet Kræn Bysted’s, men har siden 1982 været frontfigur i Lars Lilholt Band
  • Han har også spillet med Johnny Madsen og Allan Olsen i bandet Dalton