Tekst: Susanne H. Knudsen. Foto: Aalborg Historiske Museum. Artikel i Dit Blad, juli 2016.

100 år med åndssvageanstalt i Vodskov

Nordjyllands første åndssvageanstalt blev bygget i Vodskov og var i sin storhedstid en by i byen. Men historien om Vodskov Åndssvageanstalt er ikke kun en fortælling om et vigtigt kapitel i nordjysk historie, den rummer også vidnesbyrd om, hvordan synet på mennesker med udviklingshæmning har ændret sig gennem de sidste hundrede år.

Siden 1916 har Vodskov Åndssvageanstalt i Hammer Bakker ikke kun været en vigtig del af Vodskov by. Storanstalten med i alt 26 røde murstensbygninger udgør også et fremtrædende kapitel i nordjysk historie. I anstaltens storhedstid i 1950’erne og 60’erne var 825 mennesker anbragt her, og stedet var arbejdsplads for ca. 1.000 personer. Det var nærmest en by i sig selv. Og selvom anstalten i 1980’erne blev opløst, holder Ældre- og Handicapforvaltningen fortsat til i Hammer Bakker. I dag findes her bl.a. værksteder for mennesker med udviklingshæmning, tilbud til børn med autisme og botilbud, ligesom forvaltningens administration er samlet i en bygning på Storemosevej, som engang var kostskole for børn. Samtidig kan Vodskov Åndssvageanstalts historie stadig opleves på et lille museum i skoven, hvor effekter fra hele perioden er samlet. I spidsen for dette arbejde står Vagn Laustsen. Han blev ansat som plejeelev den 1. april 1959, og gennem 30 år var han leder af træværkstedet. I dag arbejder han frivilligt på museet sammen med bl.a. Lone Vibe Pedersen, som er tovholder i forhold til Ældre- og Handicapforvaltningen.

- Det, jeg har fået lov til at opleve i 56 år, er en foræring. Nu vil jeg gerne være med til at holde liv i historien og skabe en bedre forståelse for, at nogen måske er anderledes, men vi er alle mennesker, understreger Vagn Laustsen.

På vej mod en storanstalt
Og særligt i år holdes der liv i historien. Den 4. december er det nemlig 100 år siden, de første fire mænd flyttede ind i den ene af to nyopførte bygninger i Hammer Bakker. Dette var den spæde start på landets fjerde åndssvageanstalt. På dette tidspunkt var der ventelister til de øvrige anstalter på Sjælland, i Brejning ved Vejle og i Ribe. Staten slog derfor til, da sagfører Anders Olesen fra Vodskov stillede et område i Hammer Bakker til rådighed for en ny anstalt. Omgivelserne passede desuden perfekt til datidens pædagogik. Man mente nemlig, at lys, frisk luft og natur styrkede de åndssvages modstandskraft. De kommende årtier var der to grupper på Vodskov Åndssvageanstalt: Arbejdsføre mænd, som kunne hjælpe med driften, og meget plejekrævende kvinder – de såkaldte asylister. Men det ændrede sig i takt med, at anstalten blev udvidet først i 1938 siden i 1948 og igen i 1951 og 1955, ligesom der blev oprettet en afdeling i Mariager. Hermed voksede antallet af beboere også, og flere grupper kom til bl.a. børn, arbejdsføre kvinder og kriminelle. Fælles for dem var, at de efter datidens definition var åndssvage. Det blev afgjort på baggrund af en intelligenstest, hvor man testede i almen viden. Den fremgangsmetode er der siden blevet stillet spørgsmålstegn ved. Testen forudsatte nemlig, at testpersonerne havde adgang til et vist niveau af viden. Men det havde fattige ikke nødvendigvis. Nogle af de anbragte var derfor slet og ret fattige, andre bogligt svage, og andre igen kunne være døve og derved have vanskeligt ved at høre spørgsmålene. Det blev der imidlertid ikke skelnet imellem. De blev alle stemplet åndssvage og kom under åndssvageforsorgens vinger.

Hård disciplin
Hverdagen på åndssvageanstalten i Hammer Bakker kørte i de første mange årtier efter et stramt program med skolegang for børnene og arbejde i værkstederne, gartneriet, på avlsgården eller i husholdningen for de anbragte, der var i stand til at arbejde.

- De kriminelle, der endte på mandshjemmet i Hammer Bakker, var primært dømt for voldtægt, incest eller vold. Mange af dem arbejdede hos mig i træværkstedet, og de var måske nok lidt vanskelige, men hænderne vendte rigtigt på dem. Den dag i dag kan jeg stadig huske alle 194, jeg beskæftigede gennem årene, smiler Vagn Laustsen.

Men dagligdagen på anstalten var også præget af hård disciplin og et tydeligt hierarki, hvor beboerne befandt sig nederst i systemet.

- Det var voldsomt som ung plejeelev at opleve så hård disciplin. Beboerne har haft en stærk psyke for at komme ud som hele mennesker og fungere i samfundet, siger Vagn Laustsen.

Åndssvage måtte ikke få børn
Derudover var fiksering også et almindelig brugt værktøj til at styre ikke mindst de dårligst fungerende beboere, som ofte var udad reagerende. Det kunne enten være ved at iføre dem en muffetrøje, der havde ekstra lange ærmer, som kunne fastspændes, så de ikke kunne bruge armene. Det kunne også være ved at fastspænde dem til en seng, stol eller radiator med forskellige former for læderremme.

- Jeg blev ansat heroppe i 1972, og jeg kan stadig huske, hvordan vi gik tur med beboere, der var fikserede med handsker og remme, så de gik på en lang række, fortæller Lone Vibe Pedersen.

Den praksis blev først afskaffet i midten af 1970’erne, hvor mere pædagogiske metoder gjorde sit indtog i åndssvageforsorgen. Men lige så problematisk som afstraffelsesmetoderne var sterilisation. Det var nemlig forbudt for åndssvage at få børn, og med sterilisationsloven fra 1934 kunne man tvangssterilisere kvinderne. Skulle kvinderne udskrives fra Vodskov Åndssvageanstalt for at arbejde på hoteller eller på gårde, skulle de først steriliseres.

- Mange af beboerne har efterfølgende klaret sig godt. De har fået arbejde og har stiftet familie, men nogen af dem har aldrig fortalt, at de har været anbragt. Det har været forbundet med stor skam, beretter Lone Vibe Pedersen, som gennem sit arbejde på museet har interviewet 130 tidligere beboere, ansatte, pårørende og forretningsdrivende i Vodskov.

Glem barnet og få et nyt
I dag lyder det som en barsk oplevelse at være anbragt på Vodskov Åndssvageanstalt, hvilket det uden tvivl også har været for mange. Men indstillingen til de åndssvage, som var den officielle betegnelse for mennesker med udviklingshæmning helt frem til 1959, var ikke udtryk for ren ondskab, det var simpelthen holdningen i samfundet på daværende tidspunkt. Mange mødre blev bedt om at glemme deres barn, når det blev anbragt under forsorgen og i stedet få et nyt. Flere af de anbragte børn havde derfor ingen kontakt med familien og fandt i stedet et hjem inden for anstaltens rammer. Fra 1960’erne forsøgte man dog i højere grad at involvere familierne i livet på Vodskov Åndssvageanstalt. Samtidig blæste der i denne periode også nye vinde i forhold til pædagogikken på stedet. Hvor asylisterne tidligere havde siddet dagen lang uden at være involveret i aktiviteter, begyndte man nu også at inddrage dem. Derudover ændrede holdningen sig generelt til beboerne på åndssvageanstalten.

- Når jeg tænker tilbage på den tid, jeg var ansat, synes jeg faktisk, at der var mange aktiviteter for de anbragte. Læreren Frode Bavnhild begyndte fx i løbet af 1960’erne at bruge musik for at få kontakt til de elever på kostskolen, det tidligere havde været svært at nå ind til. Det blev begyndelsen på det, vi kender som musikterapi i dag, og mange af Bavnhilds elever fik stor succes med musikken og turnerede bl.a. med et orkester, beretter Vagn Laustsen.

Men det var kun begyndelsen. Plejepersonalet blev med tiden bedre uddannet og kom med nye ideer. Det førte til flere behandlingsformer, og samtidig kom der tilbud til mennesker med udviklingshæmning uden for storanstalten. Det blev begyndelsen på enden for Vodskov Åndssvageanstalt. I 1980 blev Statens Åndssvageforsorg nedlagt, og amterne overtog ansvaret for institutionerne. I den forbindelse besluttede Aalborg Amtsråd i 1983, at Vodskov Åndssvageanstalt skulle være afviklet inden 1990. De tilbageværende beboere flyttede nu til mindre botilbud rundt om i kommunen, og Vodskov Åndssvageanstalt var historie.

Kilder:
”100 år i Hammer Bakker – fra Åndssvageanstalt til Handicapområde” af Allan Skou Kristensen, Aalborgbogen 2015) udgivet af Selskabet for Aalborgs Historie i samarbejde med Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, Museet i Hammer Bakker, Aalborg Stadsarkiv og Aalborg
Historiske Museum.
”De åndssvages historie”, DR K.