Et skridt i den rigtigeg retning_AdobeStock_129734037.jpeg
 
Tekst: Susanne H. Knudsen. Foto: Stockphoto.com. Artikel i Dit Blad, april 2015.
 

Et skridt i den rigtig retning

René Randløv og Rikke Kaasgaard er netop blevet ansat i job med løntilskud og håber, at det kan blive indledningen på et nyt kapitel i deres liv. For dem begge er det nemlig vigtigt at få struktur på hverdagen og være en del af et fællesskab.

René Randløv lukker for vandhanen og fylder opvaskemaskinen. I den anden ende af lokalet er to af hans kollegaer ved at skære grøntsager. Dagens ret er karrysuppe, så duften af krydderier breder sig langsomt i køkkenet. Men stemningen er rolig og hyggelig og slet ikke hektisk, som man ville forvente i et storkøkken. Med to timer til, at 170 sultne kunder strømmer ind i kantinen og forventer frokost, er der endda også tid til at grine og pjatte.

- Heldigvis er det ikke en café, så vi ved, hvornår der er travlt, smiler Rikke Kaasgaard, inden hun går i gang med dagens opgaver.

Hun og René Randløv blev i februar sammen med otte andre førtidspensionister ansat i job med løntilskud hos Kaffé Fair, som driver kantinen i Ældre- og Handicapforvaltningens administrationsbygning i Hammer Bakker.

Struktur i hverdagen
Det har betydet begyndelsen på et nyt kapitel for de fleste af de ti medarbejdere. Mange har ikke været på arbejdsmarkedet i adskillige år, og samtidig er det sjældent, at medarbejdere med så forskellige skånebehov samles på én arbejdsplads. Her arbejder medarbejdere med fysiske og psykiske udfordringer nemlig side om side.

- Det er rigtigt spændende, at vi er blevet blandet. Jeg var blevet lidt træt af tilbud, hvor jeg udelukkende mødte andre psykisk syge. Og så ser vi ikke diagnosen her, men kun mennesket bag, forklarer Rikke Kaasgaard over en kop kaffe i dagens første pause.

Hun er 41 år og fik for to år siden tilkendt førtidspension. Siden har hun søgt efter job med løntilskud eller beskyttet beskæftigelse, da hun altid har vidst, at hun ville tilbage på arbejdsmarkedet. Hun slog derfor også til med det samme, da hun fik tilbudt jobbet hos Kaffé Fair.

- Jeg har brug for struktur i hverdagen og noget at stå op til. Samtidig er det vigtigt for mig at komme ud og møde andre mennesker. Selvom jeg holder af at være alene, har jeg også et socialt  behov, og det bliver dækket her, så jeg ikke hele tiden er nødt til at skulle ud og være social, når jeg er derhjemme.

Arbejde er nødvendigt
Og den følelse er hun langt fra alene om. Selvom jobbet er hårdt, og arbejdsdagen kan være presset, virker alle glade for at være en del af det nye arbejdsfællesskab.

- Jeg elsker at arbejde. Lige nu har jeg været i opvasken, men jeg håber, at jeg kommer til at lave alt muligt, siger René Randløv.

Han er 38 år og født med en hjerneskade, som blev forværret efter, han som ung kom i dårligt selskab og begyndte begyndte at tage stoffer. Han fik derfor tilkendt en førtidspension i 2006.

- Jeg vil nødigt være sammen med mig, når jeg ikke har et arbejde, for jeg er vant til et aktivt liv, smiler han.

- Men jeg arbejder også fordi, jeg kan lide at gøre noget for andre, og det gør jeg her, når jeg sørger for at give folk noget at spise. Men en anden side af det er, at jeg også er nødt til at arbejde. Førtidspension er en ren overlevelsesløn, og da jeg har en stor gæld til det offentlige, har jeg ikke meget tilbage hver måned. Lige nu er det derfor min kæreste, der betaler det meste derhjemme, og det er ikke rart.

Risiko for nederlag
René Randløv håber derfor også, at hans ugentlige arbejdstid på 30 timer snart bliver ændret til fuldtid. Men i de første måneder har køkkenleder Marina Nothlev valgt, at alle starter op på et lavere timetal, end de umiddelbart kan klare, da både arbejdet og kollegaerne er nye. Det kræver derfor en tilvænning for alle. Men Rikke Kaasgaard er også godt tilfreds med sine 12 timer fordelt på tre dage, selv om hun ved, at hun på sigt kan klare mere. For hende er det nemlig vigtigt, at hun også har overskud til andre ting.

- Jeg har før prøvet at starte for hårdt op og så få et nederlag. Og man bliver mere og mere bange hver gang, man oplever et nederlag. Mine timer er derfor sat, så jeg undgår det. Samtidig har jeg rigtigt meget brug for at dyrke sport. Det er min form for mindfullness, og det bliver der på denne måde også plads til. Det er min drøm, at arbejdet og sporten en dag kan blive min støtte i stedet for piller.

En drøm går i opfyldelse
Det er dog ikke alle, som betragter et arbejde som et udgangspunkt for et godt liv. Senest har et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet vist, at mennesker med nedsat arbejdsevne bliver stressede, når de får afslag på førtidspension og i stedet får et fleksjob. For dem betyder det arbejdsmæssige fællesskab nemlig kun lidt i forhold til at kunne koncentrere sig om at få det bedre og få overskud i hverdagen. Men Rikke Kaasgaard og René Randløv står i en helt anden situation. Og måske derfor betragter de begge deres arbejde som en ny begyndelse. I hvert fald lige nu. Om det fortsætter ved ingen af dem, men de er begge parate til at give jobbet en chance. René Randløv fordi det er hans mulighed for at se en gammel drøm gå i opfyldelse.

- Jeg blev tvangsfjernet som barn og kom på børnehjem. Her hjalp jeg altid pigerne i køkkenet, og siden har jeg drømt om at arbejde i et storkøkken. Jeg har faktisk også været på Hotel Hvide Hus i tre praktikker, men det blev for stressende for mig. Jeg bliver stresset, når andre bliver stressede, forklarer han.

Rammerne sprænges
Rikke Kaasgaard derimod havde egentlig aldrig forestillet sig, at hun skulle arbejde i et køkken, men hun har indset, at det i øjeblikket ikke er hendes faglige ambitioner, der skal opfyldes.

- Jeg har før i tiden haft det problem, at jeg er god til at scanne, hvad der mangler at blive lavet, og så ender jeg som en blæksprutte, der er overalt. Det er derfor vigtigt for mig, at det her er fuldstændigt klart, hvad jeg skal lave. Og så er det lige nu vigtigere for mig, at stedet er godt, end at jeg skal udfolde mit potentiale. Jeg vil derfor også råde andre pensionister til, at de ikke skal være bange. De skal først og fremmest kigge på arbejdspladsen og kollegaerne, og så skal de ikke være bange for at sige ja til noget, de ikke har prøvet før. Så har man ikke så mange forventninger. Dette job er for mig et skridt i den rigtige retning. Vi sprænger rammer, og det er fedt at være en del af, siger hun, inden hun rejser sig. Pausen er slut, og der skal snittes flere grøntsager.